top of page

Spirituel drop-in i Frederikssund – Kom og få budskaber om dit liv, din fremtid og dine muligheder




På årets første oktober-søndag slår Galleri Art by Allsand i Østergade, Frederikssund, dørene op til en spirituel oplevelses-aktivitet. Denne søndag afholdes der nemlig Spirituel Drop-in – en lille happening, der giver besøgende mulighed for at få spirituel vejledning gennem tydning af horoskoper og clairvoyance.


Bag arrangementet står to erhvervsdrivende kvinder i Frederikssund, Sussie Baun Madsen og Maibritte Allsand. Begge arbejder de i den spirituelle verden med rådgivning og vejledning, og har begge drevet selvstændig virksomhed i flere år.


Nu er de gået sammen om at give alle interesserede mulighed for at opleve fordelene ved de spirituelle redskaber.



Stjerner, planeter og beskeder fra den anden side


Astrologi og clairvoyance er redskaber til at opnå indsigt og afklaring, og minder på mange måder om den samtale som mange nok kender fra en coach eller anden behandler. Vi benytter bare nogle lidt andre metoder i vores vejledning” fortæller medarrangør af Spirituel Drop-in, Sussie Baun Madsen.


Hun vil søndag den 4. oktober sidde klar til at lægge dit horoskop - og ud fra planeternes placering kunne give dig indsigt i såvel dig selv og dine muligheder, men også et indblik i din fremtid ud fra stjernernes tydning.


Et horoskop er et fantastisk værktøj, der kan bidrage til stor indsigt i dig selv, din personlighed og dine valg – og jeg ser frem til mange besøgende til vores arrangement”, siger Sussie Baun Madsen.


Den anden arrangør af Spirituel Drop-in er galleriejer og clairvoyant, Maibritte Allsand. Hun fortæller om, hvordan en clairvoyance foregår:


Under samtalen med klienten, har jeg kontakt til den åndelige verden, der hjælper med at tydeliggøre den problemstilling, som klienten har brug for indsigt i. Jeg modtager budskaber fra den anden side, som jeg formidler, og som klienten kan handle på efterfølgende”.



Fra helsemesse til drop-in arrangement


Idéen til Spirituel Drop-in har de to kvinder fået, fordi en anden messe blev aflyst.

Oprindeligt skulle vi begge have deltaget på Helsemessen i Arresø, men den er desværre blevet aflyst pga. Corona. Det har vi stor respekt for, men synes det er ærgerligt, fordi vi gerne vil formidle budskaber og gøre den spirituelle verden tilgængelig for alle, der finder den interessant. Derfor lagde vi hovederne i blød og fandt frem til, at Spirituel Drop-in kunne afholdes i sikker hensynstagen til Corona” fortæller Maibritte Allsand, der i stedet åbner sit eget galleri, for at gøre den spirituelle verden tilgængelig for besøgende.


Sussie Baun Madsen og Maibritte Allsand byder velkommen, søndag den 4. oktober på Østergade 2B, 3600 Frederikssund i tidsrummet kl. 10.00-16.00.



Sikkerheden i top


”For at sikre os selv og vores besøgende mod Corona, er det vigtigt, at der bestilles tid til spirituel vejledning via hjemmesiden https://www.soulwork.dk/spirituel-drop-in så der ikke opstår kø eller andre uhensigtsmæssige situationer. Vi spritter af, lufter ud og afholder arrangementet efter gældende regler – og med tidsbestilling og pauser mellem konsultationerne til udluftning m.v. er vi sikre på, at Spirituel Drop-in kan afholdes i en tryg atmosfære”, slutter Sussie Baun Madsen.

47 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page